Skriv til AFART #34
Deadline: 1. februar 2012 - intet tema!
Send ind til: redaktion@afart.dk
Alt billedmateriale skal være 300 dpi.
Skrivevejledning
Der findes ingen fast opskrift på en god artikel, men AFART lægger vægt på at artiklerne fokuserer på det interessante, det underholdende, det kritiske, det overraskende, det sexede, det provokerede: dér hvor man viser holdning, hvor holdninger brydes, hvor der argumenteres, hvor der gøres skarpe iagttagelser, overvejes originale pointer, og dér hvor kunsten får et liv, fordi den behandles i relation til verden i det hele taget.
AFART lægger afstand til de værste akademiske dyder - sidelange beskrivelser uden pointe, indforstået akademisk sprog, meget notetunge tekster, der tilsyneladende ikke selv er i stand til at meddele sig - og til kulturjournalistikkens synder - kritikløse uddelinger af stjerne, hatte og hjerter eller dårligt forberedte mikrofonholdere, der ikke spørger ind til sagen.
Alle er inviteret til at indsende artikler eller forslag!
Formalia
Artikler sendes til: redaktion@afart.dk
En normal artikel er mellem 5.000 og 10.000 tegn inklusiv mellemrum. Skribenten bedes tage stilling til størrelsen - en kort artikel med en stærk pointe virker bedre end en lang artikel med en svag. En kommentar til et emne kan være væsentlig kortere end 5000 tegn, en artikel kan måske være længere, men det skal være nødvendiggjort i artiklens særlige indhold eller vinkel.
Undgå manuel orddeling, kursivering, med mindre det er nødvendigt, for mange afsnitinddelinger og underoverskrifter.
Skribenten skal markere korte passager i teksten med rød farve, som ville fungere godt som citater.
Alle artikler skal indeholde en manchet (kort introduktion på højst ti linjer) i parentes inden selve artiklen (den regnes ikke til artiklens omfang). Husk byline: Skribentens navn, titel og/el. stilling i begyndelsen af artiklen.
Billeder
Skribenten står egenhændigt for billedmateriale til sin artikel - vær opmærksom på, at billeder "sælger" artiklen.
Redaktionen stiller ikke kameraudstyr til rådighed.
Redaktionen giver ikke tilsagn om at trykke alle billeder, men tager gerne stilling til et større udvalg.
Billedfiler skal sendes seperat - ikke inde i tekstdokumenter.
Billedtekster skal angives i artiklen, og den skal skrives i denne rækkefølge: Kunstner, titel, datering, tilhørsforhold (hvor værket hører hjemme, eller hvis fotografi, hvem fotografen er).
Filformatet skal være JPG eller PDF, og opløsningen skal være på mindst 300 dpi. (billeder fra internettet svarer sjældent til dette, så pas på).
Redigering
Deadline er vigtig og skal overholdes for at bidraget kan nå at komme med! Redaktionen forventer et gennemarbejdet og korrekturlæst bidrag.
Alle artikler bliver videresendt til en af redaktørerne, der bedømmer indholdet og evt. sender artiklen tilbage med kommentarer eller forkortelser. I givet fald skal skribenten være opmærksom på den næste, korte, deadline, der vil blive uddelt for returnering af artikel. Alternativt forbeholder redaktionen sig retten til selv at redigere teksten uden samtykke.
Artikler kan blive sendt tilbage til skribenten med forslag til ændringer, hvad der næsten aldrig betyder at teksten har været af ringe kvalitet, men blot at redaktionen sigter mod et bestemt produkt.
I tilfælde af interview bør den interviewede få mulighed for at læse og kommentere teksten før den trykkes. Hertil gives deadline af skribenten, som det er op til den interviewede at overholde. Hvis denne ikke overholdes kan både skribenten og redaktionen trykke interviewet uden samtykke.
Skriv endelig til redaktionen hvis du vil have feedback på idéer, hjælp til at vælge vinkel på en artikel, eller på anden vis har noget på hjerte: redaktion@afart.dk.
Søg gerne inspiration i andre publikationer og tidligere udgaver af AFART, og spørg endelig redaktionen hvis du er i tvivl om noget.
Rigtig god skrivelyst!